Randy kom på rette hylde
Fra den 1. november bliver der en anelse mere stille på Hirtshals Bibliotek. Biblioteksmedarbejder Randy Chemnitz Dideriksen går på pension efter 45 år i bibliotekets tjeneste – en epoke, hvor biblioteksverden har forandret sig enormt. Fra håndskrevne kartotekskort til digitaliseret udlån, fra bogbus til moderne indretning. Men for Randy har det altid handlet om det samme: den personlige betjening og den gode historie.
Af Lene Høg
- Den 1. august 1979 trådte jeg ind ad døren til Hirtshals Bibliotek – 20 kg lettere og i træsko. Sådan husker Randy sit møde med bogbranchen. Egentlig var hun udlært i Tornby Brugs, men hun ville noget andet, tog en hf og søgte jobbet som biblioteksmedhjælper. Senere blev det til en uddannelse som biblioteksassistent, og Randy var ikke i tvivl om, at hun havde fundet sin rette hylde:
- Jeg har været med til mange sjove og forskellige opgaver gennem årene. Da internettet var nyt, underviste vi ældre borgere, som var helt på bar bund med den nye teknologi. Jeg har været med til masser af børnearrangementer, hvor jeg har spillet spåkone eller læst historier op. Og jeg har haft en vagt på bogbussen ind i mellem, da den stadig eksisterede.
Den særlige jargon i Hirtshals
Randy fortæller, at jobbet som biblioteksmedarbejder er bredt favnende – man møder mange forskellige lånere, og man følger ofte med i folks liv på godt og ondt. Hun har også fulgt flere generationer i de samme familier og kender mange i Hirtshals:
- Jeg er jo selv født og opvokset herude. Derfor kender jeg også den særlige jargon, og jeg kan godt lide den bramfri måde, man taler til hinanden på i Hirtshals.
Da Randy blev ansat, lå Hirtshals Bibliotek på en anden placering – nemlig i en sidefløj til den gamle rådhus-bygning, hvor biblioteket ligger i dag. I 2015 blev biblioteket renoveret og nyindrettet med havets farver og et fyrtårn som rutsjebane i børneafdelingen.
Mest for børn
Aktiviteterne for børn har en ekstra stor plads i Randys hjerte. Hvert år i marts måned har hun ”været udlånt” til hovedbiblioteket i Hjørring, når der er eventyrmåned, og hendes job har været et ganske særligt:
- Jeg har spillet den grumme heks fra ”Hans og Grete”, som prøver at lokke børnene til at smage på væmmelige ting. Jeg er altid klædt ud med sort heksehat, krum næse og kost, og i starten er børnene MEGET bange for mig. Men det fine er, når vi alligevel får kontakt, og de tør komme hen og snakke med mig. Så har de overvundet deres frygt og kan klare hele verden, selvom de bare er fem år. Dét er en succesoplevelse.
Udover børn har brugere med særlige behov altid været en lånergruppe, der står Randys hjerte nær, og hun har arbejdet for et rummeligt bibliotek med plads til alle.
Anbefalinger fra en bogorm
Randy betegner sig selv som en ægte bogorm, og gennem tiden har hun anbefalet mange bøger til Hirtshals’ borgere, fra krimier til fagbøger og aktuelle danske og udenlandske romaner. Torsdag den 24. oktober kl. 19 bliver der lejlighed til at få hendes boganbefalinger – her medvirker Randy nemlig i bogcaféen ”Jeg har lige læst” sammen med sine kolleger Adda og Bente. På Randys sidste arbejdsdag den 31. oktober vil der desuden være kaffe på kanden til dem, som har lyst til at kigge forbi og ønske hende alt det bedste i otiummet.